fredag den 11. juni 2021

Turen til Færøerne 2021

 

Færøturen 2021

 

Afgang fra Hirtshals


I lang tid har vi overvejet at besøge Færøerne igen, sidste gang var for 11 år siden og vi har fået utallige invitationer fra vores venner deroppe.

I December 2020 blev vi så enige om at bruge 14 dage i Juni 2021 på en tur derop. Vi kontaktede Smyril Line som sejler med færgen Norrøna på ruten. Når vi bookede så tidligt kunne vi få rejsen til en fornuftig pris 4600 kr for bilen og os begge to i en kahyt med havudsigt. Dertil kommer jo så mad ombord på rejsen som går fra Hirtshals til Torshavn og varer 36 timer hver vej.


 

Vi fik hurtigt en bekræftelse fra Smyril Line, der var jo stadig megen usikkerhed omkring Corona restriktionerne men det så ud til at vi som færdigvaccinerede ikke skulle få nogen problemer med at komme ind på Færøerne. På afrejsetidspunktet burde vi nemlig være færdigvaccineret ifølge de planer vi kender for nuværende.

 

Efterhånden som foråret skred frem var vi ret spændte på om vi kunne nå at blive Vaccineret, men da vi endelig kunne booke en tid så vi ville være færdigvaccineret 14 dage før afrejsen så det hele jo ud til at være løst.

 

Afrejsen var fastlagt til den 5. Juni kl 1530 og vi kørte mod Hirtshals med bilen pakket med diverse gaver og tøj afpasset efter vejret på Færøerne som lige nu afviger en hel del fra det Danske sommervejr med blå himmel, strålende sol og over 20 graders varme. Vi ankom Hirtshals omkring kl 12 så vi var i god tid og købte en Sandwitch på havnen og nød solen imens vi ventede på at kunne komme ombord.

 

Da kl. var 13. så vi at enkelte biler holdt i køen ved færgen og vi kørte derhen. Vi havde nu vores Coronapas og regnede så med at vi bare blev vinket ombord, men nej, personalet var fuldstændig ligeglade med  vores Coronapas. Der skulle laves en PCR test før vi kom ombord og den skal gentages 4 dage efter ankomst. Det tog nogen tid da alle passagerer skulle igennem testen men vi kom ret hurtigt ombord og kunne nyde sommervejret fra dækket på færgen, det var helt vindstile og blå himmel. Der var ikke ret mange passagerer med, det var første  dag i højsæsonen men Coronaen har jo nok gjort sit til at folk er tilbageholdende med at rejse.

Lidt forsinket afsejlede vi fra Hirtshals kl 1615 ud på Nordsøen som var fuldstændig glat, der var ikke en vind som rørte sig og sejladsen var meget rolig. Ombord var der selvfølgelig den fartvind som vi selv sejler op og da vi løber en fart på 18 knob var det med at finde en læ plads men så var der rigtig fint. Det er ikke ret tit at Nordsøen er helt glat, men det skulle komme til at vare helt næste dag ved middagstid hvor vi var passeret Shetlandsøerne.

Sådan så Nordsøen ud det første døgn

Ombord fik vi anvist en kahyt, den er ikke ret stor men udmærket med badeværelse og et vindue ud mod Bagbord så vi kiggede mod syd. Vi havde forudbestilt mad ombord og vi skulle spise aftensmad kl 1730, men da man ombord bruger Færøsk tid måtte vi så vente en time mere. 


 

Vi spiste i den Restaurant hvor der serveres Buffet og der var mange spændende retter, dog savnede vi de Færøske specialiteter, dog var der Tørfisk, senere fik vi at vide at der havde været en del protester fra miljøorganisationer over at man serverede Hvalkød ombord og det derfor var taget af menuen, ærgerligt men der var jo ikke noget at gøre ved det.

Færgen har i foråret fået en stor ombygning og en del er blevet fornyet, men størstedelen af apteringen ligner dog sig selv, der er blevet lavet en stor salon med panoramaudsigt omkring skorstenen, det er meget flot lavet og et eftertragtet sted at opholde sig, der er en bar, men man er ikke tvunget til at købe noget for at må sidde deroppe så vi tilbragte rigtig meget tid og nød den flotte udsigt i alle retninger.


 


Det er meget specielt at sejle på Nordsøen uden overhovedet at kunne mærke bevægelser i skibet, havet var fuldstændig glat og ikke engang dønninger som ellers plejer at være der.

Vi gik tidlig til køjs for vi var jo startet ret tidlig hjemmefra og vi sov begge to rigtig godt.

Næste morgen var der morgenmad i restauranten og formiddagen tilbragte vi med læsning og at nyde udsigten fra panoramarestauranten samt lidt småture rundt på dækket.

Færgen Norrøna er bygget i 2003 i Lübeck og har sejlet på ruten lige siden, den normale rute er Hirtshals – Torshavn- Hirtshals – Torshavn – Seydisfjord på Island – Torshavn- Hirtshals og dette gentages hver uge.

Færgen er 165 meter lang, 35 meter bred og en Tonnage på 37000 tons Maskinen består af fire Mak motorer på hver 6000 Hk og de bruger 4 tons fuel i timen. Dette giver den en fart på omkring 18 knob.

 

Der var lige en opklaring i tågen udfor Shetlandsøerne

Da vi Søndag formiddag nærmede os Shetlands øerne glæde vi os til at se de smukke øer som vi sejler ret tæt forbi, men et stykke tid før kom der nogle tågebanker og snart efter lukkede tågen fuldstændig, vi fik et par korte glimt af øerne men så var det tåget igen. Tågen varede indtil vi nåede til Nolsø som vi fik et glimt af og snart var vi lagt til i Torshavn. Der var ingen problemer med myndighederne da vi jo var blevet Coronatestet i Hirtshals og vi kunne køre direkte i land. Vi kørte ud af Torshavn langs kysten til Hvitanes hvor vi skal køre igennem den nye Tunnel der går under vandet hvor der er en rundkørsel ned i en dybde på 187 meter under havoverfladen, her kan vi vælge om vi vil køre til Toftir på østsiden af Skalafjorden eller til Strendur på Vestsiden, vi valgte det sidste, det er en meget flot tunnel og den er udsmykket med forskelligfarvet belysning på tunnelvæggene, det givet en meget flot indtryk, nede ved rundkørslen er der opstillet figurer lavet af en lokal kunstner. Prisen for at benytte tunellen er 175 kr, som man betaler online men man sparer en lang køretur og så ville vi jo også gerne se tunnelen.

 

Rundkørslen i Østerøtunellen

Vi kom til huset hvor vi skal bo omkring kl 2330 lokal tid, det er et rigtig hyggeligt hus som er meget gammelt men er sat i meget fin stand og Sofus og Fridgerd havde sørget for at der stod forsyninger til os så det var meget fint. Normalt er der meget vind heroppe og brændingen plejer at buldre ind mod kysten men her var helt stille og roligt.


 

Mandag morgen efter morgenmaden lavede Vibeke en indkøbsliste og vi kørte til Nordskali hvor det nærmeste supermarked ligger, her fik vi købt ind og kørte så hjem igen, om eftermiddagen gik vi rundt og så på Bygden som vi kender godt fra tidligere besøg og fik hilst på flere af de lokale som jo selvfølgelig gerne vil vide hvem vi er. 


 

Tirsdag kom Sofus og Fridgerd og besøgte os, vi havde planlagt at tage ud og fiske nu da vejret er så fint, imidlertid kom der en del vind og regn, men søen var rimelig rolig og vi fiskede ikke langt fra Gjov på 50 – 60 meter vand, der var hurtigt bid, en del Sej og enkelte Torsk. Omkring middag sejlede vi ind i kløften og var vi hjemme for at spise, det blev selvfølgelig stegt nyfanget fisk. Senere på eftermiddagen var vejret bedre og vi tog af sted igen, nu fik vi mange store fisk og vi havde en stor balje fuld da vi ved 19 tiden kom hen til ophaler stedet hvor vi fik båden på land og fik fileteret fiskene, det blev lidt sent inden vi fik aftensmad, men til gengæld er fryseren nu fyldt op.


 

Onsdag

Vi havde bestilt tid til Coronatest i Klaksvig, de forlanger her på Øerne at vi bliver testet ved ankomst og igen 4 dage efter. Til gengæld bruger man ikke mundbind heroppe. Vi kørte ret tidligt hjemmefra og vejret var ikke det bedste, regn og blæst som jo er ret normalt heroppe. Vi kørte fra Gjov igennem Funnigsfjorden og videre langs med Skalafjorden til Søldafjord hvor vi kører op over fjeldet og over igennem Gøtu og til Leirvik tunnelen som er gratis, og videre forbi Leirvik og ind i den ret nye Klaksvig tunnel hvor vi betaler 100 kr online for at køre de 6,2 km fra Leirvik under vandet og til Klaksvig Tunnelen er boret og sprængt i 150 meters dybde under havoverfladen og det betyder at den er 50 meter under havbunden.

Havnen i Klaksvig

 

I Klaksvig kørte vi hen til Sygehuset hvor vi fandt ud af at teststedet lå i en garage ned ved  havnen, her blev vi hurtigt testet og svaret fik vi så Torsdag morgen og det var heldigvis negativt som alle de andre gange vi er blevet testet. Da vi nu var kommet over til Nordøerne valgte vi at køre lidt rundt og vi tog turen op til Vidareidi hvor der er meget flot. På vejen kører vi gennem to meget gamle tunneller, de er ikke for folk med klaustrofobi, der er ingen lys og de er meget smalle så der er lavet vigepladser så biler der kommer fra Øst skal holde ind på vigepladsen når der kommer modgående, det er ikke så let da der er helt mørkt og det gør det svært at orientere sig om man nu er kommet langt nok ind til siden, især hvis det er en stor tungt lastet lastbil der kommer buldrende forbi, for man kører samme hastighed i tunnellerne som på landevejen. Tidligere var der en smal vej det sidste stykke op til Vidareidi, men der er nu lavet en fin ny Tunnel.

Da vi kom tilbage til Klaksvig ringede Fridgerd og spurgte om vi havde lyst til at tage til Kalsø sammen med dem sidst på eftermiddagen da vi nu alligevel var i Klaksvig, det ville vi da meget gerne og vi fordrev tiden til kl 1450 med at køre en tur til Kunø hvor der er en dæmning over til fra Bordø hvor Klaksvig ligger. I løbet af dagen har vejret bedret sig meget og solen skinner indimellem. Jeg var i tvivl om jeg havde været på Kalsø før, og da vi stod ved færgen sagde jeg at den færge havde jeg helt sikkert sejlet med en gang, da Sofus kom sagde han at færgen tidligere havde sejlet på ruten Vestmanna til Vagar, så det var derfra jeg kendte den.

Kunø

 

Kalsø er meget lang og smal og har 5 tunneller og bliver derfor kaldt for blokfløjten. Vi kørte op til bygden der hedder Mikladal, her er et tidligere landingssted for Postbåden og her er en skulptur af en havfrue hvorom der går et sagn om hvorledes havfruerne om natten gik i land og smed deres fiskehaler og dansede med de lokale unge mænd, en af mændene stjal så fiskehalen fra en af havfruerne og da det blev lyst måtte hun blive på øen da hun ikke kunne svømme uden halen på. Hun giftede sig med den unge mand og de fik en del børn, men på et tidspunkt fandt hun fiskehalen og stak så af fra børn og mand. Sagnet er sikkert kun en skrøne, men Sofus mener at sådanne historier kommer ikke af sig selv. Fridgerd havde taget The og rugbrød med skærpekød som vi fik serveret ved havnen. Senere kørte vi op til den nordligste bygd Trøllanes og derefter tilbage til færgelejet i Sydradalur hvor vi lige nåede færgen tilbage til Klaksvig. Det var en dejlig dag med en masse nye indtryk og de sædvanlig spændende skrøner som Sofus fortæller.

Thepause med skærpekød

Sofus


3 Havfruer

 

Torsdag

I dag regner det meget allerede fra morgenstunden, Sofus og jeg havde regnet med at sætte stillads op i Gjov for at skifte nogle punkterede thermoruder og male facaden på huset, men det så ikke for godt ud med det vejr, men Sofus  kom kørende i sin gamle varebil som altid skal parkeres på en stejl skråning fordi selvstarteren ikke virker mere. Vi fik stilladset sat op og det lykkedes også at få skiftet den ene thermorude. Vi var inviteret til middag i Runavik så vi kørte derind og fik serveret kogte fårehoveder  og blodpølse af fåreblod, det smager rigtig godt men der er enkelte i vores familie som ikke er så vilde med det.

Kogte Fårehoveder

 

Da vi nu var i Runavik satte Sofus og jeg et stillads op ved huset der fordi de skal have udskiftet træfacaden og de store vinduer i stuen, men i dag nøjedes vi med at sætte stilladset op. Det blev ved med at regne og vi kørte hjem til Gjov hvor det ikke regner helt så meget og efter aftensmaden gik vi en tur op i fjeldet.

Fredag

Her til morgen regner det ret meget, og vi havde planer om at skifte en thermorude samt male vinduerne og evt. hele huset udvendig, men dette blev udsat, pludselig blev det alligevel tørvejr så jeg nåede lige at sætte det nye glas i vinduet så regnede det igen.

Så valgte vi at udsætte projektet til i morgen hvor der er lovet pænere vejr og i stedet kørte vi en tur op over fjeldet over til Eidi. Det klarede lidt op og turen derom var fin, vi holdt oppe på fjeldet og kunne se Kæmpen og Kællingen, det er to store klipper som står et stykke fra land. Rygtet går på at de to sten var to Jætter som kom fra Island for mange år siden, de ville stjæle Færøerne og i nattens mulm og mørke slæbe alle øerne op til Island, imidlertid var det ikke så let som de to Jætter havde troet og pludselig stod solen op og de to Jætter blev forvandlet til de to sten som nu står derude til skræk og advarsel til andre Jætter med onde hensigter. Mange tvivler på historien, men den er god nok for inde på land kan man tydelig se et dybt hak i klipperne hvor Jætterne havde anbragt tovet som de ville slæbe Færøerne med.

I Eidi var vi lidt rundt i bygden og inde hos den lille købmand som havde et godt udvalg så det kan godt være at vi fremover vil køre derover for at handle, det er kortere end ind til Nordskali.

På tilbagevejen var vi lige oppe for at se den gamle Loran C station som nu er lukket, men som i mange år sørgede for navigationssignaler til fiskefartøjerne heroppe i Nordatlanten.

På vej ned gennem dalen til Gjov regnede det rigtig meget, det er simpelthen skyerne som ligger i den højde hvor vi kører og vi var enige om at det nok ville regne resten af dagen, men da vi havde spist frokost kom solen frem og det blev ret fint vejr. Så blev der gjort klar til at male vinduer, men inden vi kom i gang begyndte det at regne igen, sådan er vejret jo her på Færøerne men så blev der tid til en middagssøvn. I aften har vi ingen planer så det bliver nok en hyggeaften her i huset, men man ved aldrig hvad der sker her på Færøerne.

Lørdag I dag var det meningen at vi skulle male noget på huset, men det havde regnet i nat og træværket var ikke helt tørt så vi valgte at køre en tur i formiddag, der er lovet bedre vejr i eftermiddag så må vi se. Vi besluttede at køre til Saksun, det er et smukt sted på Strømø, der er ca 34 km dertil g vi skal den sædvanlige vej fra Gjov ad stejle bjergveje og så skal vi gennem en Tunnel så er vi i Nordskali, og lidt længere fremme drejer vi til højre og så går det ellers ad en meget smal bjergvej gennem et par små bygder mod Saksun. Der er masser af små vigepladser undervejs for to biler kan ikke passere hinanden på vejen, der var nu ikke ret meget trafik. Et sted så vi et lam der var blevet hængende i et dårligt hegn, men det lykkedes os at få det fri og så løb det ellers hurtigt hen til sin mor. Da vi kom frem til Saksun så vi at der er blevet lavet en parkeringsplads før Bygden, og der er kommet en masse forbudsskilte op, der er også sat en port op så man skal betale for at komme ned i den kendte indsø, 75 kr skulle de ha pr. person, nå ja nu var vi jo kommet hertil så det måtte vi vel affinde os med. Der var opsat en betalingsautomat og jeg holdt kreditkortet hen og der stod tryk på knappen for accept, det gjorde jeg og den bippede og sagde tak for beløbet, men porten gik ikke op. Der stod et tlf. nr man kunne ringe til i tilfælde af problemer, men der fik jeg bare den besked at der var ingen kontakt til mobiltelefonen. Så 75kr fattigere vendte vi så om og kørte over til den anden side af slugten, her ligger en gammel kirke som vi lige skulle se på, det var så til gengæld gratis. Fra Saksun kørte vi til Tjørnuvik, i luftlinje er der ikke ret langt men vi skal helt tilbage til hovedvejen til Torshavn og så ud af en anden vej der er ligeså smal og ujævn som den til Saksun. De var ved at udvide vejen på et stykke af strækningen men det er en smal og stejl vej men Bygden for enden af vejen Tjørnuvik ligger fantastisk smukt ind i en bugt hvorfra vi kan se over til Eidi og kæmpen og kællingen. Efter at ha gået en tur rundt i bygden kørte vi så hjemover, vi skulle lige ind forbi et Bonus Supermarked og købe brød. Frokosten blev lidt forsinket og vi var kun lige færdige så kom Sofus og Fridgerd, nu var vejret blevet rigtig fint så vi kunne male. Vinden er drejet mod Nord og det giver nogle vældige store bølger som buldrer ind mod kysten lige nedenfor huset, det er imponerende at se på, der hvor vi for få dage siden lå og fiskede var nu et vildt oprørt hav. Det skifter utroligt hurtigt heroppe og her til aften er her meget mere roligt igen. Vi fik malet nogle vinduer og en del af huset udvendig men nåede ikke at blive færdige. I morgen er det Søndag og så er det bestemt ikke velset at man arbejder så det må vente til på mandag hvis så vejret er med os men vi får se som de ofte siger heroppe. I morgen er vi inviteret ud til Mariann til Søndagsmiddag og det glæder vi os til.