fredag den 22. marts 2013

Turen til Færøerne 2010



Turen til Færøerne 2010
Afrejse d. 26/6 2010
Fælles afgang fra Teglbakken i Egernsund lørdag kl 1015, Mormor og Morfar i en fuldt pakket Kia. Kristoffer , Dicte og Olivia på bagsædet hos Jack og Maja.
 

 
Spisepause på Ejer Bavnehøj rasteplads i køligt vejr!! Kristoffer sov det meste af vejen. 
 
Afgang med færgen  Norrøna fra Hanstholm kl 1730 dansk tid. Færgen er et legeparadis for børnene, Olivia elskede legelandet. Sejlturen gik fint, næsten ingen vind, vi spiste buffet i restauranten til aften, meget lækker mad. Søndag var Morfar og kristoffer i svømmepølen nede i bunden af skibet, men bassinet var meget lille og ret dybt, og i den svage  dønning skvulpede vandet voldsomt i bassinet og ud over kanten ind i mellem. Fra færgens soldæk var der en flot udsigt over havet, og på et tidspunkt fik vi øje på en flok spækhuggere et stykke fra færgen. Vi ankom til Thorshavn den efterfølgende aften kl 2300 og kørte fra borde kl 2330, ankomst i Lamba kl 0030 i tåge og finregn, fik hurtigt redt op og puttet de sovende børn.
Udsigten fra Sommerhuset over mod Skalafjorden

Mandag d. 28-6
Olivia vågnede kl 0645 og vi var nogle som stod op, vejret var lidt gråt og trist. Kl 9 kom Jakup uventet på besøg medbringende wienerbrød og bød os velkommen til Færøerne, meget hyggeligt. Senere kørte vi ind til Runavik og fik provianteret, Kristoffer var hurtig til at finde tørfisk. Lige efter frokost kom Sofus, Fridgerd og Gunnvor og bød os velkommen til Færøerne, Fridgerd havde bagt en dejlig kage til os. Bagefter kørte Morfar, Jack, Dicte og Kristoffer til Lervik for at fiske, de fangede hurtigt 18 Sej som blev skåret til fileter, hakket og lavet til fiskefrikadeller. Maja havde bagt boller som vi spiste med Nøtte, uhmm det var godt. Vejret blev rigtig flot sidst på eftermiddagen og vi gik en tur ned til havnen og så den klippe som helt umotiveret ligger midt på havnepladsen, men årsagen er at der under denne klippe bor en trold, og for ikke at forstyrre ham valgte man at bygge havnen rundt om klippen. Er Færinger overtroiske? Nej nej, slet ikke, men når man nu ved der bor en trold der, sååå…..  Efter traveturen var det tidlig sengetid.
Tirsdag d. 29-6
På vej ned mod Kirkebø
Vågnede til en skyet morgen, men der blev  hurtigt blå pletter på himlen, vi hørte vejrmeldingen og blev enige om at tage madpakkerne med og køre en tur til Kirkebø, en tur på små 100 km, her ville vi se den gamle domkirkeruin, efter at ha spist vores madpakken kørte vi videre om langs sydkysten på Strømø til Sydradalur, en lille bygd helt nede ved kysten, det var meget flot og her skinnede solen fra en skyfri himmel og det var rigtig varmt, det vil sige op imod 10 grader på Færøerne. Køer og Får gik på vejen og vi mødte næsten ingen biler, Kristoffer vandrede op ad fjeldet alene, men Mormor kunne ikke holde ud at se på det så han måtte ned igen. På vejen hjem kørte vi ad Oydjavegur op over fjeldet, vi gjorde holdt der hvor vi kan se ned gennem den smukke Kollarfjord, og ude i det fjerne så vi Kongeskibet Dannebrog på vej fra Thorhavn til Runavik. Jakup ringede og sagde at han havde skaffet nogle store fine torskefileter. Maja og Jack fik fat i et par billetter til Elton John koncert i Thorshavn og tog derud sammen med Gunnvor og hendes mand. Morfar og Kristoffer gik en hård tur op på fjeldet (274meter højt) og tog vejen tilbage. Vi sad på terrassen og spiste aftensmad i et meget flot vejr.
Onsdag d. 30-6
Jakup har fødselsdag og vi var inviteret til morgenmad hos dem i Glyvar, vejret var meget fint og da vi kom hjem smurte vi madpakker og kørte mod Klaksvik gennem den nye tunnel mellem Leirvik og Klaksvik, videre over Bordoy til de to gamle tunnel uden lys og med kun en vejbane, den første går fra Anir til  Arnafjørdur og efter få hundrede meter kommer den næste tunnel til Nordtoftir, ude af den sidste tunnel kører vi mod nord til Nordepil hvor vi kører over broen over Hvannasund til Vidoy videre mod nord til Vidareidi.
Indkørslen til en af de gamle tuneller

Det er et meget smukt sted og vi hold pause og fik taget en del fotos. Ved havnen i Vidareidi var Morfar og Kristoffer ude og klatre på de store lavaformationer. Vi spiste vores madpakker på klipperne neden for Kirken og børnene legede på klipperne. På hjemturen gjorde vi holdt mellem de to gamle tunneller og så på et ret stort vandfald, Kristoffer klatrede som sædvanlig op på fjeldet. Fra Bordoy kørte vi over broen til Kunoy, den lange smalle ø med 5 tunneller hvilket har givet den øgenavnet blokfløjten. På Kunoy er der en stor slugt ind i fjeldet, det er et meget smuk sted, vi parkerede i bygden hvor de flagede overalt fordi Dronningen lige havde været på besøg. Efter en lang dag med mange spændende oplevelser kørte vi hjem med nogle meget trætte børn. Aftensmaden bestod af stegte torskefileter som vi havde fået af Jakup.
Torsdag d. 1-7
Vi vågnede op til hård blæst og tæt dis, senere begyndte det at regne meget, typisk Færøvejr. Anders Maja og Jack tog til Thorshavn for at shoppe, Mormor og børn blev hjemme og hyggede sig i sommerhuset, spillede, spiste usundt og råhyggede. Aftensmaden bestod af kogt Hamburgryg og Is. Aftenen fordriver vi med at tegne strikke og læse.
Fredag d. 2-7
Lidt regn og diset, men ellers ret pænt vejr, når vi hører vejrmeldingen fra Færøernes Radio bliver den først sendt på Færøsk og er ret kontant, men bagefter bliver den sendt på engelsk og så er den kvindelige speaker altid meget optimistisk, og er vejrudsigten dårlig, så siger hun at det alt i alt ikke er så slemt endda, bare man husker at klæde sig godt på. Vi mente at vejret godt kunne gå an til en tur til Vestmanna på Strømoy, her er der mulighed for at komme med en båd ud og sejle nedenfor nogle meget høje fuglefjelde. Da vi skulle starte ville Kiaen ikke starte, et problem vi ofte har når det er fugtigt vejr. Vi havde ikke meget værktøj med, og Falck dækker ikke på Færøerne, vi ringede til SOS og de ville komme og starte bilen, men inden de dukkede op kom Sofus kørende, han tog anders med for at hente noget værktøj, men dette tog lidt tid fordi Sofus har købet en Færøbåd som han lige skulle vise Anders inden han kunne hente værktøj, typisk Færøsk. Imens kom en mekaniker fra Lamba, han mente at vi sagtens selv kunne reparerede bilen, så han kørte igen. Sofus og Anders kom tilbage og snart kunne KIAen starte og vi kunne komme afsted mod Vestmanna. Det er en meget flot tur op over fjeldet før man kører ned til Vestmanna. På havnen spiste vi vores medbragte mad inden vi tog med båden ud og sejle, det var en fantastisk flot tur, men lidt for  voldsom for børnene, der var en del dønning og vi sejlede helt tæt under de meget høje og næsten lodrette fuglefjelde, det var også imponerende at se fårene gå og græsse på de små områder hvor der var lidt græs, de steder lå meget stejlt og det er utroligt at fårene ikke styrter ned i havet. Kristoffer blev noget slap men slap dog for at blive rigtig søsyg. På hjemturen fra fjeldet sejlede de 40 knob så båden bankede noget i søen. På hjemvejen kørte vi til lufthavnen på Vagar hvor vi skulle hente Uffe, Alma og Nora og vi havde en flot køretur tilbage til sommerhuset.  Imens vi spiste ringede Jakup og fortalte at der var Grind i Thorshavn, dvs. at man har set en flok grindehvaler og fået den drevet ind til stranden hvor de er blevet slagtet, det er noget som ikke sker så tit, så Anders,Uffe, Maja og Jack og Kristoffer skyndte sig at køre til Thorshavn for at se hvalfangsten, de var tilbage kl 22 og havde haft en spændende oplevelse, så det var en af de dage hvor der virkelig skete noget.
Lørdag d. 3-7
Dagen startede noget skyet med blæst, vi fik handlet og derefter tog Uffe,Maja,Jack og Anders ud og fiske med en kutter på Skalafjorden, det var ellers meningen at vi skulle ha været ud på det åbne hav, men da vejret var dårligt valgte vi at blive i fjorden. Vibeke blev hjemme og underholdt børnene, de var en tur på den lille legeplads i Lambi
Da de kom tilbage fra fisketuren havde de fået en stor torsk, 1 Lange og nogle mindre Hvillinger samt en Ising. Om aftenen var vi inviteret hen til Jakup og hans kone Jongerd, her fik vi oksesteg og is, Jack blev hjemme sammen med Olivia.
Søndag d. 4-7
Vi var inviteret ti Gjov sammen med Sofus og Fridgerd, men Sofus var blevet syg. Vi bestemte os for at køre derop selv. Der er et godt stykke vej til Gjov så vi valget at køre over Eidi som også ligger deroppe nordpå der besøgte vi Mariann, det var rigtig hyggeligt at gense Mariann og mens vi sad der og fik en kop te kom Fridgerd kørende, hun havde bagt en kage til os og hun fulgte med os over til Gjov hvor de har et sommerhus, det har været under ombygning  i næsten 20 år, men nu var det blevet et rigtig dejligt hus med en fantastisk udsigt. Fridgerd og Sofus havde gjort klar til at vi kunne overnatte i sommerhuset, der var proviant i køleskabet og der var frosset laks i fryseren, vi nød rigtigt at være i deres dejlige hus, efter frokost gik alle undtagen Vibeke en tur op i fjeldet hvor vi går langs med kanten til et imponerende fuglefjeld, en tur vi har taget adskillige gange for mange år siden. Maja, Jack og Dicte og Olivia kørte hjem til Lambi for at sove.
Mandag d. 5-7
Vi vågnede til en flot morgen i Gjov, spiste morgenmad og var igen lidt oppe i fjeldet en tur hen gennem bygden og inde og se en spændende have som en gammel dame har indrettet, bagefter var børnene ned i åen og sejle på nogle hjemmelavede tømmerflåder, sådan har det altid været tradition i Gjov. Maja og Jack  kom igen og skulle overnatte den næste nat i Gjov, vi blev og spiste frokost hvorefter vi kørte tilbage til Lambi, her fik vi te på terrassen og bagefter gjorde vi sommerhuset rent nu hvor vi ikke var så mange i huset. Om aftenen kom Sofus og Fridgerd med en ekstra bil til os, for de mente at når Jan og Nete også kom så skulle vi ha en bil mere, så nu var vi klar til at modtage dem.
Tirsdag d. 6-7
Vi stod tidligt op, for Sofus svoger Asfen havde dagen før inviteret os med på fjeldet for at drive fårene ned til samling hvor de skal klippes og vaccineres. Alma,Nora og Vibeke kørte derud senere med mad, det er en hel folkefest når fårene drives sammen og der var rigtig mange færinger mødt op, Anders fik hilst på en hel del som han har truffet tidligere.
Senere på dagen kørte Vibeke og Anders til Vager for at hente Jan, Nete og Kasper, vi var i god tid derude og kørte videre til Sørvåg hvor Vibekes tidligere kollega Anja bor, hun blev meget overrasket og glad over at se os på Færøerne. I huset hvor hun bor kunne vi se når flyveren kom ind til landing da den flyver lavt hen over Sørvåg, og så havde vi tid nok til at køre til lufthavnen som kun ligger en km derfra og modtage Jan, Nete og Kasper. Kasper mente godt nok at Færøerne var et hul i jorden, men de næste dage vendte hans indstilling godt nok radikalt. Vi kørte så tilbage til sommerhuset og spiste fiskefrikadeller, bagefter gik nogle en tur i fjeldet.
Onsdag d. 7-7
Dagen startede med regn og blæst, vi ville en tur til Saksun oppe mod nordvest og startede deropad imens regn og blæst tog til, vi gjorde et holdt ved Fossdalur, her er et stort vandfald og i dag hvor det regnede rigtig meget var der masser af vand i vandfaldet. Vi vendte nu om for der er ikke noget ved at gå ud gennem slugten i Saksun når regnen styrter ned, så vi kørte i stedet til Rituvik ikke så langt fra sommerhuset, her var meget store bølger som skyllede ind over molerne på havnen. Resten af dagen gik med bollebagning og bagning af kager og råhygge. Om aftenen fik vi rom og cola. Vi var alle inviteret til Gunnvor til aftensmad, her var Sofus og Fridgerd også inviteret så deres lejlighed var fyldt til bristepunktet.
Tordag d. 8-7






























































Stadig meget regn og blæst, vi beslutter at tage til Thorshavn, her startede vi i SMS for at shoppe og fik frokost, så blev det lidt tørvejr og vi gik en tur gennem byen og op gennem parken, ned omkring havnen, vi var inde i en butik hvor

torsdag den 10. januar 2013

Turen til Rügen 2010




Sommertogt til Rügen med Albatros

Vores sommertogt i 2010 havde vi besluttet skulle gå til Rügen, nu da vi begge er efterlønnere er der ikke det sædvanlige tidspres og vi kan bruge den tid der er nødvendigt.

Vi startede fra hjemhavnen Egernsund mod Faaborg hvor vi skulle hente et nyt forbrugsbatteri, ak ja, intet holder evigt, men det gamle havde trods alt klaret det i over 10 år, så det var jo godt nok.
På vej over Lillebælt trak det op til en regnbyge, den så godt nok truende ud, men gik lige forbi os.

Fra Faaborg videre til Ærøskøbing over Korshavn derefter Birkholm. Min tidligere kollega Søren og hans kone Sanne ville følges med os til Rügen i deres Hanse 35, men de havde lidt tekniske problemer, så derfor trak vi tiden lidt i det sydfynske område, men nu beslutter vi os for at gå mod Rügen og så se hvornår Søren og Sanne kommer af sted og fra Birkholm går det nu i let luft og solskin til Lohals som traditionen tro er totalt overfyldt, det er jo lige midt i ferieperioden, det lykkes dog at klemme os ind i
mylderet.


 Næste morgen fortsætter vi gennem Omøsund op forbi Agersø og ind til Skælskør hvor vi lige skal ha klaret et familiebesøg og vores barnebarn på 2 år skal med os videre til Vordingborg. Fra Vordingborg går det nu til Stubbekøbing og videre gennem Grønsund.

Vejrmeldingen er fin for turen over østersøen, bortset fra at den svage vind som var lovet nu er helt forsvundet, så det bliver motorsejlads de næste godt 50 Sm. Lidt efter at vi har passeret trafiksepareringen ser vi tilfældigt en lille knold på ekkoloddet, det kunne godt betyde at der var mulighed for at pilke en torsk, så tilbage til positionen og i løbet af få minutter havde vi 6 pæne torsk ombord,  mere havde vi ikke plads til, så vi må videre, hvis nogen skulle komme på de kanter, så er positionen 54°43,448N og 12°42,545E.

Da vi kom tættere på Rügen som vi nu kunne se i det fjerne flød der en masse brunalger i vandet som var helt plumret, vi havde godt nok hørt i radioen at der skulle være et område hvor algerne var
Brunalger i Østersøen
meget udbredte. 
Algesuppe midt i Østersøen



Tættere på Rügen forsvandt algerne dog igen. Sidst på eftermiddagen rundede vi Doornbusch som er den nordligste del af øen Hiddensee, videre ind mod den smalle rende som er
afmærket med utallige små bøjer.
Vi satser på at finde en plads i havnen Vitte, men her er totalt overfyldt som sædvanligt. Vi kredser lidt rundt og pludselig er der en som råber: Anders, hvis du ikke kan finde en plads, så må du ligge tværs på vores agterpæle, det var en sejler fra Sønderborg Søren Wrang som jeg kender i forvejen, så det blev til at vi lagde os med fendere på pælene og kunne så gå via en gummibåd over den anden båd, sådanne hjælpsomme sejlere er jo rare at møde.

Om aftenen fik vi så kogt torsk fra dagens fangst. Næste dag cyklede vi rundt på Hiddensee, øen var i DDR tiden et ferieparadis for partimedlemmer og ellers utilgængelig for alle andre. Der er ingen biler på øen, bortset fra en ambulance og en minibus, al trafik foregår til fods, på cykel eller med det utal af hestevogne som bringer turisterne rundt på øen.

Der kommer dagligt en masse turister med færge fra Rügen for at bade på de lange hvide sandstrande, her ligger man som sild i en tønde, det er ikke lige noget for os, så vi får ikke badet så meget i den tid vi er her. Vi cykler op på Doornbusch og nyder den flotte udsigt, fra Fyrtårnet kan vi tydelig se Møns Klint. Søren og Sanne ringer og fortæller at de nu er undervejs, de har taget turen fra Sønderborg til Gedser og er nu på vej fra Gedser til Vitte, da de ankommer er der ligeså overfyldt, men vi har i løbet af dagen fået en pæleplads, og nu kan de så ligge på pælene som vi gjorde i går.

Planer er nu at sejle længere ned i området, og vi starter i retning mod Stralsund som er en gammel hansestad, vejret er meget blæsende og det regner indimellem, men vi sejler indeskærs, så der er ingen sø.

Ankommet til Stralsund finder vi plads i havnen, og kommer til at lige ved siden af en hollandsk motorbåd med et ældre ægtepar ombord, de er de mest ugæstfrie Hollændere vi har mødt indtil dato, gardinerne ud til vores side blev demonstrativt trukket for, og de hilste ikke på os på noget tidspunkt. Nå ja, sådan er der jo forskel på mennesker.

Vi går en tur op i byen og konstaterer at her er sket rigtig meget siden vi var her for 10 år siden, dengang var der stadig rigtig mange forfaldne bygninger fra DDR tiden.
Havnen i Stralsund


Vi bliver næste dag i Stralsund og besøger det nye oceanium, som dog skuffer os. Vi går hen til det gamle søfartsmuseum som er indrettet i en gammel kirke, her er også akvarium og dette sted kan varmt anbefales. Næste dag vil vi videre mod Greifswald, så vi skal passere Ziegelgrabenbroen kl 0800 og inden skal vi lige bunkre diesel så vi starter tidligt.
Broen i Stralsund
Ziegelgrabenbroen ved Stralsund

Efter broen går det sydpå gennem Strelasund som er gennemsejlingen mellem fastlandet og øen Rügen. Så kom vi ned til indsejlingen til Greifswald, her ligger byen Wieck hvor der er en meget gammel hollandsk klapbro. Efter broen går det gennem en smal rende 2,5 Sm ind til Greifswald, her ligger Hanseværftet hvor Søren og Sannes båd er bygget, det viste sig at værftet i de dage holdt forhandlertræf og vi fik lejlighed til at se nærmere på flere af de nye Hansebåde. Vi var rundt og se på byen og om aftenen fik vi en rigtig hyggelig grillaften i havnen i Greifswald. Næste dag gik det videre mod Peenemünde, på vejen passerede vi det gamle nedlagte A- kraftværk Lubmin, når vi ser det udefra søen er det en enorm stor uhyggelig bygning,
Det nedlagte A- kraftværk i Lubmin

kraftværket er samme type som Tjernobyl og blev lukket ned kort tid efter ulykken i Tjernobyl efter pres fra mange lande. Vi gik for motor for det var totalt stille og med blankt vand hele vejen til Peenemünde, her fortøjede vi i en gammel militærhavn  som er overtaget af en lille sejlklub og her er helt nye toilet og badefaciliteter og fornuftige havnepenge. Grunden til besøget i Peenemünde er at vi gerne vil se resterne af det gamle raketforskningsanlæg fra 2. Verdenskrig. Det var her Wernher Von Braun udviklede raketter som V1 og V2, det var denne udvikling som var grundlaget for opsendelsen af de satellitter som vi i dag er afhængige af, fx GPS systemet ville ikke eksistere uden raketteknologien.
V1 raket
V1 Raket i Peenemünde

Det var spændende at se de gamle forfaldne fabriksbygninger og kraftværk. Vi mødte et sejlerpar fra Berlin som vi fik en lang snak med, manden havde i DDR tiden været rakettekniker og fortalte at han havde været beskæftiget ved de raketbatterier som konstant pegede mod Danmark. Efter murens fald mistede han sit job, og arbejdede nu som elektriker, han var meget skuffet over at man ikke kunne bruge hans ekspertise og det efter hans mening meget avancerede udstyr som de rådede over. Nu gik turen nordpå igen, vi gik mod Thiessow, en lille fiskeriby på det sydligste punkt på Rügen, en smal rende fører ind til havnen.  
Landskabet ved Thiessow

Thiessow var tidligere en lodsstation, og vi var oppe i tårnet hvorfra lodserne kunne se når skibe nærmede sig. Østkysten af Rügen er en lang badestrand, og folk lå tæt hele stranden igennem. Fra Thiessow går det videre nordpå, og vi fandt en lille havn som hedder Puddemin, den ligger langt inde i en smal og lavvandet rende, her er nogle få bøjer som alle skal respekteres, og da vi kom ind i havnen blev vi modtaget af en meget hjælpsom havnefoged som undrede sig over hvordan vi overhovedet var fundet ind til havnen, de fleste gik på grund i renden og opgav fortalte han.
Havnen i Puddemin
Det var en meget hyggelig havn hvor der kun var meget få gæster men ellers meget fine faciliteter. Jeg faldt i snak med en ældre mand som fortalte at han havde sejlet som skipper på et af de gamle Liberty skibe der blev bygget i USA under 2. verdenskrig for at kunne sejle forsyninger til Europa Det var skibe af en meget ringe standard, men efter krigen manglede man jo alt, skibet havde være sunket ved Rügen, men hævet og  overtaget af DDR.og nødtørftigt repareret og sejlede i mange år under østtysk flag.
Liberty skib

Fra Puddemin gik det igen op mod Stralsund, her måtte vi vente nogen tid på broen som kun åbner tre gange om dagen. Vi  tankede ved bunkerstationen og tog afsked med Søren og Sanne som nu skulle til at sejle hjemover.

Fra Stralsund gik vi mod Schaprode og de sejlede til Barhøft. Schaprode er en hyggelig gammel by, havnen er en lang mole som ligger ud til en smal gennemsejling.
Gammelt hus i Chaprode
Her mødte vi Vindøsejlerne Ingeborg og Claus fra Kiel, dem af jer som var med til jubilæumstræffet i Assens husker dem sikkert. Vi fik en god snak med dem og næste dag fortsatte vi mod Ralswiek hvor vi vil ind og se de kendte Störtebecker festspiele der er et imponerende friluftsspil


som besøges af rigtig mange gæster, der er forestilling hver aften hele sommeren igennem.

 I Ralswiek er der en fin lystbådehavn i et naturskønt område. Da vi var der var vejret perfekt og forestillingen helt i top, med mange flotte kulisser, bl.a. tre kopier af de gamle Hansekogger og en dresseret ørn som var med i spillet.

Fra Ralswiek ville vi tilbage til Danmark, vejrmeldingen lød rimelig god, så vi startede tidligt om morgenen og var sidst på formiddagen ved udsejlingen ved Doornbusch. Her var noget mere vind end meteorlogerne havde lovet, og den sydvestlige vind som gjorde at vi lige kunne holde Grønsund op viste sig at være mere vestlig, og vi måtte falde af, så kunne vi da i det mindste holde Gedser op, men da vi kom klar af Doornbusch drejede vinden mere og friskede, der var temmelig meget sø og vi skulle krydse, så da vi havde rodet rundt der i et stykke tid blev vi enige om at vi havde jo tid nok, så vi gik i stedet vest om Hiddensee og ind til Barhøft.
Den gamle Lodsstation Barhøft
Her var dejligt, og de næste dage blev vi så indenskærs hvor vi sejlede ind i Barther Bodden til byen Zingst, og dagen efter til Barth.
Bahrt

Af disse to steder kan Barth anbefales, det er en gammel smuk by, hvorimod zingst er en udpræget turistby, her er bestemt ikke noget at komme efter, vi lå fortøjet med stævnen ind i sivene, og vi har aldrig set så mange myg på et sted før.

Fra Barth sejlede vi tilbage til Barhøft, det er en gammel lodsstation, og der er nu en god havn med fine toilet og baderum.
Efter en dag i Barhøft lød vejrmeldingen nu meget bedre, og næste morgen startede vi tidligt ud gennem den smalle rende, nu var vinden til gengæld helt væk, og det blev igen til motorsejlads hele vejen over til Hesnæs.

Undervejs stoppede vi og pilkede 7 torsk, så aftensmaden var reddet. Vel ankommet til Danmark igen kunne vi se tilbage på en rigtig dejlig tur til Rügen, havnefaciliteterne er overalt meget fine og havnepenge ligger for det meste under 100 kroner pr. overnatning. Der var overalt mange turister, men vi var jo også netop i feriehøjsæsonen.
Resten af turen foregik i Smålandsfarvandet og Øresund hvor vi besøgte en masse havne i området fra Vordingborg til København, vi skulle til et Bryllup i Dragør sidst i August og derfor sejlede vi rundt i området indtil brylluppet hvorefter vi sejlede hjem i nogle lange stræk.